Telefon: 36 41 09 43

​E-mail: rodovre@bonniedyrecenter.dk

Her finder du os

Rødovre centrum 169, Rødovre

Bonnie Dyrecenter Rødovre ApS
Rødovre centrum 169
2610 Rødovre
Tlf.: 36 41 09 43
CVR: 21867977
rodovre@bonniedyrecenter.dk

Pasningsvedlejning til den græske landskildpadde​

​Hold af græsk landskildpadde.

​Af Søren T. Christensen.

Før du anskaffer dig en skildpadde

Inden man anskaffer sig et levende dyr, skal man tænke sig godt om.

Skildpadder er ikke kæledyr, men hobbydyr. De kan sagtens blive 60 år, men det kræver, at de får den rigtige pasning. Så man skal vide, hvad man går ind til, for det er et dyr, man har hele livet.

Mange tror, at skildpadder er sejlivede og kan gå rundt på gulvet og leve af salatblade. Dette er ikke tilfældet, men de er meget lang tid om at dø, men det gør det jo bare endnu værre.

Derfor skal man sætte sig godt ind i hvilken pasning og miljø, ens skildpadde kræver, inden at man køber en.

Du kan også melde dig ind i Nordisk Herpetologisk forening, de har en særlig skildpaddegruppe, så kan du altid få hjælp, samtidig med at du møder nogle, der har den samme interesse.

Skildpadder generelt

Skildpadden er et krybdyr, og det der kendetegner et krybdyr er at de:

  • er hvirveldyr, dvs. at den har et skelet
  • er vekselvarme, og derfor bliver opvarmet af omgivelserne
  • har en skællet hud
  • trækker vejret ved hjælp af lunger
  • lægger æg og ingen yngelpleje har, dvs. at ungerne må klare sig selv.

Skildpadden er meget gammel, den levede, dengang dinosaurerne levede. De overlevede den kæmpe meteor, fordi de kunne grave sig ned og undgå brandene. Nede i jorden kunne de også overleve de voldsomme snestorme. De har altså været udstyret med de midler, de skulle bruge, det er også derfor, at de ikke har ændret sig i millioner af år ligesom krokodillen. Skildpadders største fjende gennem tiderne har været mennesket.

Skildpadder er delt op i to grupper, der er halsskjulere og halsvendere. Som navnet siger, skjuler halsskjulerne deres hals inde i skjoldet, så den bliver trukket tilbage. Hvorimod halsvenderne ikke kan trække deres hals ind, de lægger den langs med skjoldets side.

Skildpadder er, som mange tror heller ikke i stand til at forlade skjoldet, da deres hud sidder fast i skjoldets kanter.

Indretning af terrarium

Et terrarie kan du nemt selv lave af vandfast krydsfiner, men hvis du vil kunne kigge ind til dine skildpadder, skal du købe et terrarie i glas. En fingerregel er, at en voksen skildpadde skal have 1 m2, men jeg synes, det er alt for lidt, da en voksen skildpadde vejer 2kg og kan blive op til 30 cm.

Når man skal indrette et terrarie til en græsk landskildpadde, er det vigtigt, at tænke på hvordan den lever i naturen. Den græske landskildpadde lever steder, hvor der er helt fladt, med få buske, afbrændt græs og kviste. Derfor skal man prøve at imødekomme disse naturlige behov.

Skildpaddens terrarium skal altså være fladt med ikke for mange høje sten. Du skal vælge et hjørne, hvor skildpadden skal sove. Det kan du fylde op med hø, eller du kan lave en lille hule ud af kork eller træ. Så er det vigtigt, at du vælger et sted, hvor du fodrer og giver den rent vand. Fodrings og vand stedet skal være nemt at komme til, da det skal skiftes hver dag. Derefter skal du vælge et sted, hvor den kan slikke sol, helst på en flad sten. Resten af pladsen kan du indrette, så din skildpadde får motion, ved at lægge nogle sten der er lidt højere end solstenen eller små rødder, som den skal klatre over. Det er vigtigt at stenen, rødderne og andre ting i terrariet ikke er for stejle, så skildpadden kan vende om på ryggen. En skildpadde kan ligge 24 timer på ryggen, men under varmelampen dør de inden for et par timer, så det er derfor vigtigt, at der ikke er for stejlt ved varmestedet. Du kan også dekorere terrariet med planter, de må bare ikke være giftige, ellers skal de hænge så højt, at skildpadderne ikke kan nå dem. Skildpadder elsker planter, de kan finde på at sove eller ”tumle” sig i dem, så det ellers så smukke terrarie ligner en svinesti.

Skildpadder skal have ca. 40 C under deres varmelampe. Der bruger jeg en 40W spot-pære, der hænger ca. 20 cm over solstenen. De skal også have et uv-rør, som giver de stråler, som solen rigtig skulle have givet dem. Jeg bruger et Repti Glo 8 rør, men til unger er det bedre at bruge Repti Glo 5.

Der skal også være strøelse i bunden. Jeg bruger almindelig ugødet barkflis fra Bauhaus, men til ungerne bruger jeg noget, der er mindre groft.

Det er vigtigt, at du holder en god hygiejne, da det ellers kommer til at lugte forfærdeligt. Så husk at fjerne gammelt mad og vand, samt afføring!

Ernæring

Man skal huske, at den græske landskildpadde er 100 % vegetar, derfor skal dens kost være meget fiberrig, protein- og næringsfattig. For meget protein og næring resulterer i øget vækst og Toblerone skjold. Toblerone skjold er, hvor skildpaddens skjoldpladder bliver som pyramider. En skildpaddes skjold skal være glat, og formen skal være som en gammel folkevogn.

Det bedste du overhovedet kan give din skildpadde, er mælkebøtter. Men når du henter dine mælkebøtter, skal det være fra steder, hvor der ikke er for meget forurening. Ellers har jeg erfaring med, at grønkål, kinakål og julesalat er godt foder. Frugt er generelt dårligt foder. Oven på maden skal du huske at drysse kalk og vitaminer. Kalk skal de have hver dag og vitaminer hver fjerde dag.

Dvale

Dvalen hos den græske landskildpadde foregår fra oktober til marts, og det gøres bedst i et køleskab. Køleskabet skal være indstillet til 5 C, og det må helst ikke svinge for meget. Inden de lægges i dvale, skal deres tarme være tømt for mad, da de ellers vil gærde, og man kan risikere, at de får orm og parasitter. Temperaturen må ikke komme under 0 C, da deres blod ellers koagulere. Dvalen har også sine lyse sider, da det forlænger skildpaddens liv. Derudover er det en glæde at tage sin skildpadde frem efter dvalen, da man ikke har set den i flere måneder.

Opdræt

Den græske landskildpadde er ikke den sværeste at få unger med, bare du passer den godt, og den har et sted at grave æggene ned. Når din skildpadde så lægger æg, skal du vente, til den er helt færdig med at tildække hullet, da hun ellers får en depression. Hun går rundt og leder efter æggene og prøver at grave huller og lægge dem, selvom hun har lagt dem. Når hun er helt færdig, skal du grave æggene forsigtigt op med en teske. Æggene må ikke vendes og det anbefales derfor at tegne en lille tusch plet på ægget, så man ved hvilken side der skal vende opad. Derefter skal æggene i en rugemaskine, som skal være indstillet til 31,5 C. Det er den bedste temperatur, da der bliver flest hunner over 30 C og flest hanner under 30 C. Hunner er mest eftertragtede, da der skal 3-4 hunner til en han, og der bliver klækket flest hanner. Det er svært at holde to hanner sammen, da de vil slås til døden. Luftfugtigheden skal være mellem 60 % og 80 %, hvis fugtigheden kommer over 90 %, dør de inden for 15 sek. Der går ca. 90 dage, inden ungerne kommer ud af ægget.

Cites

Cites er de papirer som skal være på visse dyr f.eks. den græske landskildpadde. Washington konventionen kontrollerer handlen med dyr og planter. Der er 2 forskellige lister: 1 er udryddelses truede dyr. 2 er dyr der ikke helt så truede, men der skal holdes øje med bestanden. Inden for EU bruger vi, noget der hedder EU-forordningen. Her er betingelserne de samme, det hedder bare bilag A og B. Dyr der er på bilag A må ikke forhandles, uden at skov og natur styrelsen er indblandet, og de skal både godkende køber og sælger. Men dyr der er af 2 generation kommer på bilag B og må derfor godt handles.

Så derfor skal du altid være opmærksom på, om sælger har papirerne i orden.​

​Skal vi ringe dig op?

formularen nedenfor, og vi vender hurtigst muligt.

 
 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

​Firmaoplysninger

Bonnie Dyrecenter Rødovre ApS

​​CVR: 21867977

Her finder du os

Rødovre centrum 169 

2610 Rødovre

Kontaktoplysninger

Telefon: 36 41 09 43

​E-mail: rodovre@bonniedyrecenter.​dk